FLOW_LOOP_V_NECK er designet af Other Loops. Denne pakke indeholder kun garn - opskriften skal købes her hos designeren.
FLOW_LOOP_V_NECK er en tidløs V-hals sweater med et nutidigt og raffineret udtryk.
Den strikkes i et vertikalt strukturmønster af smalle snoninger, hvor linjerne flyder sammen og skaber et roligt grafisk spil. En bred kant i snoede loops og en markant sadelskulder, der løber fra ryggen og ned ad ærmerne, giver designet karakter og understreger konstruktionen. Et rent udtryk med subtile detaljer og elegante afslutninger.
Sweateren strikkes oppefra og ned. Der slås først masker op midt bag i nakken, hvorefter der strikkes frem og tilbage, først over venstre skulder og derefter over højre skulder. Herefter samles masker op til rygstykket, som strikkes frem og tilbage. Rygstykket formes med vendepinde og afsluttes med udtagninger til ærmegab.
Masker samles derefter op til skuldrene fortil, som strikkes frem og tilbage, først med vendepinde, og herefter med udtagninger til V-halsen. Halskanten integreres løbende i arbejdet. Kroppen samles og strikkes rundt og afsluttes med en bred kant af smalle snoninger.
Masker samles op langs ærmeåbningen, og de hvilende masker sættes på pinden til ærmerne, som strikkes rundt. Ærmerne formes med et fint indtagningsforløb mod håndleddet. Hele arbejdet strikkes med vertikale linjer af smalle snoninger.
Modellen på billedet er strikket i Alpaca Merino fra Edy Angola i farven Beige. Når den strikkes i dette garn, skal der blot strikkes med én tråd.
Størrelser: 1 (2) 3 (4)
Overvidde: 100 (115) 130 (138) cm
Længde: 51 (52) 53 (54) cm målt fra under halskanten på bagstykket
Sweateren kan strikkes med en bevægelsesvidde på mellem 15 og 35 cm, afhængigt af hvor løs en pasform du ønsker.
Garnforbrug: 400 (400) 450 (500) gr. Alpaca Merino
Strikkefasthed: 19 m x 30 rk. på pind 4-4,5 = 10 x 10 cm
Husk altid at lave en strikkeprøve inden du går igang med at strikke, så du er helt sikker på, du har fat i den rigtige pindstørrelse til den anviste strikkefasthed, og modellen får de korrekte mål.